Den 25. april 1999 holdt mere end titusinde Falun Gong udøvere en fredelig forsamling på Fuyou Street i Beijing for at appellere til det Kinesiske Statsråds Appelkontor om løsladelsen af 45 arbitrært anholdte udøvere i Tianjin gennem de sidste to dage.

Denne hændelse pådrog sig straks international opmærksomhed, fordi Fuyou Street ligger lige ved siden af det kommunistiske partiledelses højborg Zhongnanhai og blev af mange fremstillet som "belejringen" af den kinesiske ledelses højborg. Hændelsen blev senere udnyttet af den kinesiske regering som en vægtig beskyldning mod Falun Gong, for at retfærdiggøre forfølgelsen og blev også af mange fejlagtigt anset for at være den direkte årsag til forfølgelsen.

Hvorfor hændelsen den 25. april? Og hvorfor forfølgelsen? Denne artikel efterforsker nogle mulige svar til disse vigtige spørgsmål. Den indeholder nogle afgørende kommentarer fremsat af den kinesiske præsident Jiang Zemin i to hemmelige dokumenter (baseret på nylig afsløret information fra høje embedsmænd i det Kinesiske Kommunist Parti) som Jiang udsendte da han besluttede at forfølge Falun Gong, og er tilvejebragt som en reference for dem der er interesserede i at nå til bunds i det oftest stillede spørgsmål om Falun Gong: "Hvorfor gør den kinesiske regering dette?"

Misforståelser omkring hændelsen den 25. april

Falun Gong hændelsen den 25. april var ikke som ofte troet en pludselig, tilfældig hændelse, der overraskede den kinesiske regering. Det var heller ikke den slags politiske demonstration, der skulle have involveret belejringen af den kinesiske ledelses højborg, som hævdet af den kinesiske regering. Fra de skrevne angreb, der begyndte under Guangming Daily hændelsen i juni 1996, til mobiliseringen af politiet og anvendelsen af vold i Tianjin i april 1999, skete udviklingen og optrapningen af Falun Gong forfølgelsen i virkeligheden over tre eller fire år.

Introduktionen af Falun Gong til offentligheden

Falun Gong er et traditionelt kinesisk kultivationssystem. Det blev først introduceret til offentligheden af dets grundlægger Hr. Li Hongzhi den 13. maj 1992. I de første fire år støttede den kinesiske regeringen entusiastisk udøvelsen på grund af de helbredsmæssige fordele den havde bibragt udøverne og som hjalp til at reducere byrden for den besværede regerings sundhedssektor. Mange af regeringens organisationer, herunder den Videnskabelige Forening for Qigong-forskning i Kina og Ministeriet for Offentlig Sikkerhed i Kina, havde tildelt priser og anerkendelser Falun Gong og Hr. Li Hongzhi.

Selvom Falun Gong ikke har en formel organisation, nåede tallet af udøvere, fra mund til mund, hurtigt millioner på blot nogle få år. I begyndelsen af 1999, var der ifølge en regeringsundersøgelse mindst 70 millioner mennesker fra alle samfundslag spredt over hele Kina, der udøvede Falun Gong. Falun Gong var blevet "den største frivillige organisation i Kina, større end selv kommunistpartiet", ifølge U. S. News and World Report i februar 1999 udgaven.

Optrapningen af Falun Gongs forfølgelse

Siden slutningen af Kulturrevolutionen i midten af 70'erne, ændredes Kinas fokus fra politiske kampagner til økonomisk og teknologisk udvikling. Denne forandring i det politiske klima har reduceret mulighederne for politisk fremgang for dem, der specialiserer sig i politisk propaganda og ideologiske kampe. For at forblive en nødvendig del af regeringen, vil disse personer typisk være afhængige af politisk uro, til at give dem en "sag", som bliver brugt til at opnå politisk magt. Den hurtige udvikling indenfor Falun Gong blev bemærket af visse afdelinger i centralregeringen. De besluttede at Falun Gong var lige hvad der var brug for.

Disse personer begyndte fra juni 1996 at sprede dårlig PR gennem regeringsstyret media for at bagvaske Falun Gong og grundlæggeren. Den 24. juli 1996 udstedte det Kinesiske Nyheds Publikations Bureau et landsdækkende cirkulære, der forbød distribution af alt Falun Gong materiale. I begyndelsen af 1997, påbegyndte Ministeriet for Offentlig Sikkerhed i Kina en landsdækkende undersøgelse for at indsamle beviser i håbet om at fremstille Falun Gong som en "ond kult". Undersøgelsen ebbede hurtigt ud, da "ingen beviser blev fundet". I juli 1998 blev endnu en undersøgelse iværksat af Ministeriet for Offentlig Sikkerhed, hvilket resulterede i det lokale sikkerhedsbureaus illegale chikane af Falun Gong udøvere i en række områder rundt om i landet. Den 23. april 1999 blev politiet beordret til at prygle og arrestere folk, som udtrykte deres bekymring over for et tidsskrift i Tianjin, der havde udgivet en bagtalerisk artikel mod Falun Gong.
Den 24. april 1999, da Falun Gong udøvere i Tianjin anmodede om løsladelsen af disse vilkårligt tilbageholdte udøvere, fik de at vide af regeringens embedsmænd i Tianjin, at Ministeriet for Offentlig Sikkerhed var involveret, så de arresterede Falun Gong udøvere ikke kunne løslades uden bemyndigelse fra Beijing. Kort fortalt, fik Falun Gong udøverne at vide at de skulle fremføre deres appel over for statsrådets appelkontor i Beijing.

Dette udløste hændelsen den 25. april 1999, under hvilken Falun Gong udøvere appellerede til det Kinesiske Statsråds Appelkontor om løsladelsen af de tilbageholdte udøvere i Tianjin. Derefter kom premiereminister Zhu Rongji, den officielle leder af statsrådet og næstkommanderende under præsident Jiang Zemin, ud for at mødes med udøverne. Situationen blev løst på fredelig vis og en løsning blev fundet, som både regeringen og udøverne fandt acceptable. Hele episoden forløb fredeligt og var kendetegnet ved sin gode orden. Alle udøverne der havde samlet sig uden for Statsrådets Appelkontor spredtes stille og roligt, tilfredse med premiereminister Zhus håndtering af sagen.

Hvorfor da forfølgelsen?

Ikke desto mindre tog Kinas præsident Jiang Zemin på selv samme nat, den 25. april 1999, et ganske anderledes standpunkt omkring hændelsen end Zhu Rongji, som blev hjerteligt bifaldet af tusinder af Falun Gong udøvere, da han mødtes med dem om morgenen. I et brev med overskriften "Kammerat Jiang Zemins Brev til Politbureauets Stående Komite og andre Involverede Ledende Kammerater" skrevet om aftenen den 25. april 1999, fordømte Jiang Falun Gong som værende "en (kommende officiel vedtaget) kult" og spurgte "om der var en "mesterhjerne" (i Partiet), der konspirerede og dirigerede bag kulisserne?" Således gav præsident Jiang Zemin sin mistanke til kende om, at hændelsen indikerede at modstandere inden for Partiet var i færd med at alliere sig mod ham.

Tydeligvis kunne Jiang Zemin ikke tolerere en sådan "social gruppe (Falun Gong), der inkluderede et stort antal partimedlemmer, kadrer, intellektuelle, såvel som militærfolk, arbejdere og bønder", som ikke var under Partiets direkte kontrol, som han indikerede i sit brev af 25. april... Specielt følte han sig truet af det potentiale, at en så stor gruppe kunne blive dirigeret af en "mesterhjerne" iblandt hans politiske rivaler inden for Partiet.

Jiang tilkendegav yderligere sin opfattelse af Falun Gong i brev af 7. juni med titlen "Kammerat Jiang Zemins Tale ved et Møde i Politbureauet af den Centrale Komite, angående håndteringen af og afklaringen på 'Falun Gong' sagen Uden Tøven", hvor han til fulde udviklede retningslinierne for forfølgelsen.

"Tydeligvis" skrev Jiang i brevet "har en person som Li Hongzhi ikke så megen magt. 'Falun Gong' sagen har en meget dybtliggende politisk baggrund..." Derefter drog han konklusionen, at hændelsen den 25. april er "den alvorligste hændelse siden den politiske uro i 1989" og "effektive modforanstaltninger må tages".

Hvad skete der under "den politiske uro i 1989?" Som mange stadig husker, blev det daværende Kinesiske Kommunistpartis leder Zhao Ziyang udskiftet med Jiang Zemin kort efter hans møde med de sultestrejkende studerende på den Himmelske Freds Plads. Under lignende pres fra Jiang, blev det sagt at Zhu Rongji skulle udøve selvkritik over for politbureauets medlemmer kort efter hans møde med Falun Gong udøverne uden for Statsrådets Appelkontor.

Jiangs brev tilkendegav tydeligt hans syn på Falun Gong som et redskab, der blev udnyttet af politiske modstandere inden for Partiet og hvordan, uden noget konkret bevis, han tog den fejlagtige politiske beslutning at forfølge Falun Gong udelukkende på dette grundlag.

"Det er ingen hemmelighed at flere politbureaumedlemmer mente at Jiang havde brugt en forkert taktik" sagde Willy Lam i sin CNN rapport. "Ved at slippe en Mao-agtig bevægelse løs, tvinger Jiang senior kadrer til at sværge hans linie troskab" citeredes en veteran fra Partiet i Lams rapport. "Dette vil forøge Jiangs autoritet og vil kunne give ham tilstrækkelig gennemslagskraft til at sætte ham i stand til at diktere begivenhederne ved den udslagsgivende 16. kommunistparti-kongres næste år."

Siden forfølgelsen blev iværksat af Jiang Zemin i juli 1999, er titusinder af uskyldige kinesiske borgere blevet tilbageholdt for at udøve Falun Gong. Tusinder er blevet tortureret, sendt til arbejdslejre (omskolingslejre) uden rettergang, illegalt blevet tvangsindlagt på psykiatriske hospitaler og millioner er blevet gjort hjemløse, arbejdsløse eller bortvist fra deres skoler. Kort sagt har Jiangs forfølgelse ødelagt en stor del af det kinesiske samfund, hvilken inkluderer bønder, akademikere, forretningsfolk, regeringsembedsmænd, militærpersonel etc. Den sande tragedie ved denne forfølgelse ligger imidlertid ikke kun i dens effekt på det kinesiske folk, men i det faktum at forfølgelsen af Falun Gong faktisk intet har med Falun Gongs indhold at gøre og heller ikke med karakteren af dem der praktiserer det. Falun Gong er ganske enkelt blevet brugt som en brik i et spil i hænderne på dem, der søger at sikre sig og kappes om magt. I den forstand er Falun Gong et offer for omstændigheder i et komplekst landskab af Kinas politiske magt.