Kinesisk
flygtning: »Jeg opdagede,
de ikke havde ret«
Politiken 21 februar 2002, 1 . sektion side 10
Tortur og forfølgelse var prisen, da Wang Xuelin vendte
kommunismen ryggen og fortsatte med at udøve Falun Gong.
Nu er han flygtet til Danmark med sin familie.
Af
Stéphanie Surrugue
Den 31-årige kinesiske Falun Gong-udøver Wang
Xuelins historie handler om tortur, forfølgelse og flugt.
Ordene falder langsomt og prøvende.
»
Da vi var små, blev vi hjernevasket. Vi fik at vide:
'Du skal tro på kommunismen, der er ikke andre ting at
tro på'. Når man bliver ældre, begynder man
at stille spørgsmål. Jeg opdagede, at de ikke
havde ret«.
Den unge maskiningeniør begyndte at udøve
Falun Gong i 1998.
Meditationsøvelserne over grundprincipper som sandfærdighed,
godhjertethed og tolerance ændrede hans syn på alt.
»
Jeg fandt meget hurtigt ud af, at udøvelsen forbedrede
mit helbred og rensede sjæl og sind. Jeg blev en bedre
person«.
Han fortæller om foråret 1999, hvor præsident
Jiang Zemin forbød Falun Gong. Politiet blev indsat
på alle offentlige øvelsespladser.
»
Politiet råbte ad de udøvere, der var til at få øje
på, skubbede dem omkuld og kastede dem endda i fængsel«.
Efter et par måneder blev Wang Xuelin hentet af politiet.
På stationen blev han afhørt om, hvorvidt han
havde deltaget i en protestdemonstration i Beijing. Da han
svarede nej, begyndte en af politifolkene at slå ham.
»
Jeg prøvede at forklare, men så blev han endnu
mere irriteret. De slog mig hårdt, Blodet væltede
frem«.
Wang Xuelin blev fængslet og måtte i 15 dage lægge
krop til daglige forhør. Da han stadig nægtede
at have deltaget i demonstrationen, blev han løsladt,
hvorpå en systematisk forfølgelse af ham og
hans familie tog form.
FORFØLGELSE
Politiet kom til hans hjem tre til fire gange om ugen.
Hver gang blev de fra morgen til aften. Formålet var, at
'opdrage' Wang Xuelin. Politiet forsøgte at få ham
til at tilstå og til at angive andre udøvere.
Han nægtede - og blev fyret fra sit job.
»
Politiet konspirerede med fabriksledelsen. De forlangte, at
jeg skulle udføre fysisk krævende job i beskidte
og farlige omgivelser for at transformere mine tanker ved hjælp
af arbejde«.
I det næste halve år lykkedes det ikke Wang Xuelin
at få arbejde. Ingen turde ansætte ham. Hans kone
fik frataget sin fødselstilladelse og blev tvunget til
at abortere. Hans svigerfar blev arresteret. Deres hjem blev
overvåget.
Den lille familie valgte til sidst at flygte ud af Kina.
Tilfældigheder
ville, at de havnede i Danmark. Her har Wang Xuelins kone netop
født deres første barn, en lille søn,
der har fået navnet Allan. De tre bor nu i en Røde
Kors-lejr og afventer svar på deres asylansøgning.
»
Nu vil vil bare have fred. Vi håber på asyl, på at
finde arbejde og på at kunne fortsætte med at lave
vores meditationsøvelser«, siger Wang Xuelin. stephanie.surrugue@pol.dk
|