Af Stéphanie Surrugue
Den 31-årige kinesiske Falun Gong-udøver Wang Xuelins historie
handler om tortur, forfølgelse og flugt. Ordene falder langsomt og prøvende.
» Da vi var små, blev vi hjernevasket. Vi fik at vide: 'Du skal tro
på kommunismen, der er ikke andre ting at tro på'. Når man
bliver ældre, begynder man at stille spørgsmål. Jeg opdagede,
at de ikke havde ret«.
Den unge maskiningeniør begyndte at udøve Falun Gong i 1998.
Meditationsøvelserne over grundprincipper som sandfærdighed, godhjertethed
og tolerance ændrede hans syn på alt.
» Jeg fandt meget hurtigt ud af, at udøvelsen forbedrede mit helbred
og rensede sjæl og sind. Jeg blev en bedre person«.
Han fortæller om foråret 1999, hvor præsident Jiang Zemin
forbød Falun Gong. Politiet blev indsat på alle offentlige øvelsespladser.
» Politiet råbte ad de udøvere, der var til at få øje
på, skubbede dem omkuld og kastede dem endda i fængsel«.
Efter et par måneder blev Wang Xuelin hentet af politiet. På stationen
blev han afhørt om, hvorvidt han havde deltaget i en protestdemonstration
i Beijing. Da han svarede nej, begyndte en af politifolkene at slå ham.
» Jeg prøvede at forklare, men så blev han endnu mere irriteret.
De slog mig hårdt, Blodet væltede frem«.
Wang Xuelin blev fængslet og måtte i 15 dage lægge krop til
daglige forhør. Da han stadig nægtede at have deltaget i demonstrationen,
blev han løsladt, hvorpå en systematisk forfølgelse af
ham og hans familie tog form.
FORFØLGELSE
Politiet kom til hans hjem tre til fire gange om ugen. Hver gang blev de fra
morgen til aften. Formålet var, at 'opdrage' Wang Xuelin. Politiet
forsøgte at få ham til at tilstå og til at angive andre
udøvere. Han nægtede - og blev fyret fra sit job.
» Politiet konspirerede med fabriksledelsen. De forlangte, at jeg skulle
udføre fysisk krævende job i beskidte og farlige omgivelser for
at transformere mine tanker ved hjælp af arbejde«.
I det næste halve år lykkedes det ikke Wang Xuelin at få arbejde.
Ingen turde ansætte ham. Hans kone fik frataget sin fødselstilladelse
og blev tvunget til at abortere. Hans svigerfar blev arresteret. Deres hjem
blev overvåget.
Den lille familie valgte til sidst at flygte ud af Kina. Tilfældigheder
ville, at de havnede i Danmark. Her har Wang Xuelins kone netop født
deres første barn, en lille søn, der har fået navnet Allan.
De tre bor nu i en Røde Kors-lejr og afventer svar på deres asylansøgning.
» Nu vil vil bare have fred. Vi håber på asyl, på at
finde arbejde og på at kunne fortsætte med at lave vores meditationsøvelser«,
siger Wang Xuelin.
stephanie.surrugue@pol.dk