En dag lige efter det kinesiske nytår kom hans far tilbage fra en forretningsrejse til Wuhan og talte om at der på Wuhan torvet var mange mennesker der lavede Falun Gong øvelser. Han syntes det var meget smukt. Snart begyndte hans forældre at udøve Falun Gong og stræbte efter at blive gode mennesker for at opnå kvaliteterne: Sandhed, Godhjertethed, Tolerance. De forbedrede deres moralske standard og tog hensyn til andre før de udførte en handling. Andet halvår 1999 var hans mors fabrik i gang med at fyre nogle af deres arbejdere. Hans mor tilbød frivilligt at fratræde for derved at give andre, som havde dårligere økonomi, mulighed for at beholde deres arbejde.

Den 20. juli 1999 blev forfølgelsen af Falun Gong i Kina indledt. Regeringen igangsatte et enormt propagandamaskineri for at fabrikere skyhøje løgne og opdigte ikke-eksisterende forbrydelser for at bagtale Falun Gong. Forfølgelsen optrappedes dag for dag. Skønt hans forældre kun havde været Falun Gong-udøvere i ét år, var de hengivne udøvere, der gik på gaden, for ud af deres gode hjerte, at fortælle folk sandheden om Falun Gong.

Xiaotian boede på skolen og var kun hjemme i weekenden. Selvom han havde set sine forældre udøve Falun Gong, vidste han ikke rigtig hvad Falun Gong var. Det var ikke noget der interesserede ham. Det var ikke gået op for ham hvilken fare hans forældre gik i møde. Det var muligvis fordi hans forældre forstod hvor brutal forfølgelsen var, at de ikke fortalte deres barn, hvad Falun Gong var og hvad de lavede.

Da han var 16 år gammel, slog katastrofen ned i hans familie. Fredag 23. november 2001, om eftermiddagen, da Xiaotian opholdt sig i sit klasselokale, var der en politimand der henvendte sig til hans klasselærer og fortalte at hans forældre var blevet arresteret og de ville have fat i ham. Da en skolekammerat, der havde overhørt samtalen mellem politimanden og klasselæreren fortalte ham at politiet ville have fat i ham, blev Xiaotian så skræmt og rystede over hele kroppen, at skolekammeraten måtte sige til ham at han skulle løbe. Han undslap gennem skolens bagindgang uden at have fået sine ting med sig. Om natten gemte han sig i naboens udhus. Ved midnatstide sneg han sig over på den anden side af gaden og så at vinduerne i hans hjem var smadret og alle møblerne var slået til pindebrænde. Da hans venligtsindede nabo opdagede ham, tilbød han ham husly. Men to tre dage efter kom der 7-8 politifolk til naboens hus og truede med at, hvis de fandt Xiaotian og ikke meldte det, ville de blive straffet. Naboen turde ikke huse ham længere, gav ham nogle penge og lod ham tage af sted for at han kunne opsøge sin eneste slægtning, en onkel der var frugtavler i Fujian-provinsen.

En flere døgn lang rejse - på stop med en lastbilchauffør og som blind passager med et godstog. Da han sprang af toget slog han sit ene ben. Da han forlod stationsområdet på uregulær vis, fik han en lang flænge på halsen fra pigtråd. En læge på en klinik i området syede hans sår sammen. For sine sidste penge købte han en billet til en langtursbus til resten af rejsen. Han boede hos sin onkel 5-6 måneder. En dag i maj 2002 kom politiet til hans onkels hus. Xiaotian blev forskrækket, hoppede ud af vinduet og gemte sig i sin onkels frugtplantage. Derfor fik han ikke at vide hvad politimanden sagde til onkelen. Da politiet var taget af sted, blev onklen tavs. Samme aften bad onklen en ven om bringe Xiaotian til Shenzhen i Guandong-provinsen, nær ved Hong Kong. Han opholdt sig hemmeligt i en stor lagerbygning i havneområdet og turde ikke have kontakt med andre. Han gemte sig der i mere end ét år, skrækslagen, bekymret og ulykkelig. Han savnede sine forældre, men hans onkel havde bare sagt at der ikke var noget nyt om dem. I den mennesketomme lagerbygning tilbragte han et langt, langt år uden nogen at tale med. Der var ingen bekvemmeligheder og ingen der sørgede for ham, kun ensomme og lange nætter og sorg var hans følgesvende. På grund af det store psykologiske stress og isolation fra andre mennesker, led hans sind og psyke betydelig skade. Han vågnede op med mareridt hver nat og hans øjne fyldtes med tårer. Han kunne ikke forstå hvorfor hans lykkelige liv pludselig var borte.

Ikke før juni 2003 lykkedes det hans onkel, og det trods store økonomiske vanskeligheder, at låne en stor sum penge til at betale en menneskesmugler og bede ham om at skaffe Xiaotian til udlandet.

Den 1. juli 2003 ankom Xiaotian til Danmark. Nogle timer senere blev han efterladt på Københavns Hovedbanegård. Menneskesmugleren var stukket af og havde ladet ham i stikken. Foruden frygt og bedrag til overmål kom nu også rædsel. Det at se på en politimand var nok til at gøre ham bange. Med hjælp fra en ældre kinesisk dame han traf på Hovedbanegården, lykkedes det ham at finde frem til flygtningelejren. Fyldt med rædsel var han for bange til at kunne tale flydende og logisk, og ude af stand til at udfylde et spørgeskema korrekt. Den eneste tanke han havde var den, ikke at blive sendt tilbage til Kina og falde i hænderne på de kinesiske politifolk. Med hjælp fra medarbejderne i flygtningelejren fandt Xiaotian meget hurtigt frem til danske Falun Gong-udøvere. Han græd højlydt og de første ord han sagde i telefonen var om det var muligt at hjælpe ham med at finde hans far og mor. Han savnede dem så meget.

Efter mere end ét år pinefuldt liv i Shenzhen opdagede Xiaotian at han ikke mere var i stand til at udtrykke sig ordentligt efter at være kommet til Danmark. Han kunde ikke studere normalt som han var vant til på grund af de store psykiske skader. Det tog danske Falun Gong-udøvere et helt år fuldstændigt at forstå hvilket mål af bitterhed og pine han havde udstået under hans lidelseshistorie.

Med hjælp fra danske Falun Gong-udøvere begyndte Xiaotian at tænke over hvorfor hans forældre holdt fast ved at være Falun Gong-udøvere til trods for den kraftige forfølgelse. Senere besluttede han sig også til at blive Falun Gong-udøver. På grund af hans mentale skade var hans læsning blevet hakkende og han kunde ikke fuldende en sætning uden hjælp. Men han sled alligevel med at læse den ene bog efter den anden. Efterhånden blev de fejl han lavede færre og færre og han var i stand til at stille ord sammen til hele sætninger. Under læsningen fandt han svaret på hvad roden var til al bitterhed, forstå hvorfor hans forældre kunde ofre deres liv på deres overbevisning og forstå meningen med livet. Han højagter det nye liv han har opnået ved at kunne kultivere Falun Gong efter så uhyre store prøvelser. Der er igen smil i hans ansigt og hans hjerte er igen fyldt med glæde. Han er igen ved at opnå et normalt følelsesliv.

Efterhånden som hans tilstand bedredes, blev Xiaotian i stand til at tænke over hans forældres situation, hvor de kunne være, hvorfor ingen havde hørt noget til dem. Hvordan kunne hans onkel tillade sig at sende ham til udlandet uden hans forældres tilladelse? Var der ikke noget hans onkel havde undladt at fortælle ham? Mistanken voksede. Den 28. juli 2004 under en telefonsamtale fortalte onklen for første gang Xiaotian at hans forældre var blevet tortureret ihjel i april måned 2002, kun fem måneder efter deres arrestation. Ingen kender detaljerne, hvad der er sket, i hvilket fængsel de er blevet tortureret ihjel. Den lokale politimand kom blot til onklens hus for at informere om forældrenes død. Ingen detaljer – blot ordet ”selvmord” for at skræmme en hæderlig mand til tavshed og undlade at stille spørgsmål. Utrolig grusomt at politiet ikke lod sig nøje med at torturere de to voksne ihjel, men også stræbte den forældreløs efter livet. De tvang Xiaotian’s onkel til at underskrive en erklæring om at ”bryde familiebåndet og tage afstand fra” de afdøde og truede ham med at hvis han vidste hvor Xiaotian var, og ikke meldte det til myndighederne, ville alle medlemmerne af hans fami¬lie blive straffet hårdt. Onklen, der var skræmt fra vid og sans af truslerne, sendte Xiaotian til lagerbygningen i Shenzhen den selv samme dag. Turde ikke huse ham længere. I den situation, ingen steder hvor Xiaotian kunne rejse hen i Kina, ingen udvej, besluttede hans onkel at låne den uhyre store sum penge, som han den dag i dag er ude af stand til at betale tilbage, for at sende ham til udlandet. Onklen sagde at den godhjertede nabo engang havde sendt nogle fotos til ham som viste forseglingen på døren til Xiaotian’s hjem og senere af det sted hvor huset var blevet fuldstændigt jævnet med jorden (af myndighederne). Ikke et spor, der vidner om familien, er ladt tilbage. Under telefonsamtalen sagde onklen hjælpeløst: ”Jeg var så bange, jeg havde ikke noget valg.” Onklen fortalte den danske Falun Gong-udøver (der var med på telefonen) at Xiaotian var så psykisk medtaget han ikke engang kunne tale på samme gode måde som dengang han var mønsterelev i skolen.

Dette er et reelt tilfælde af forfølgelsen af Falun Gong-udøvere i det Kina som bryster sig af at ”det er den bedste periode for menneskerettighederne i Kinas historie”! Denne opførsel at ville udradere alle med forbindelse til Falun Gong. Selv ikke familien bliver skånet. Det er klare kendetegn på folkedrab. Nyheden om at Xiaotian’s forældre er døde har været to år undervejs! Hvor mange uskyldige og godhjertede Falun Gong-udøvere som er blevet myrdet i Kina er endnu ukendt den dag i dag for folk og for samfund.